Story
September 3, 2026
She Is Fighting To Stop Oil Pollution in South Sudan, a Country Without Environmental Laws (Danish)
Country:
For decades, Unity State, South Sudan, has been plagued by a series of interrelated challenges: Land...
This article was originally written in Danish and published in Global NYT. The key points of this article are presented in English below, followed by the original version of the story. For a full English version of this article, please click on the “Translate page with Google” button on the upper right-hand side.
Key Points
- This report follows South Sudanese environmental activist Mary Adhiambo, who is campaigning for stronger environmental protections in a country where oil production has expanded despite weak environmental governance and limited accountability.
- Although oil provides almost all of South Sudan's public revenue, the country still lacks a comprehensive environmental law, leaving communities affected by pollution with few legal mechanisms to seek redress or hold polluters accountable.
- Through interviews with lawmakers, environmental experts, researchers, and civil society representatives, this investigation examines why environmental regulation has lagged behind oil development and how this has affected communities living in the country's main producing areas.
- This story also explores how years of unprecedented flooding have intensified long-standing environmental risks, raising concerns that contaminants from aging oil infrastructure may spread more widely through rivers, wetlands, and grazing land.
- Addressing South Sudan's environmental crisis will require stronger institutions, independent environmental monitoring, effective enforcement of existing petroleum legislation, and greater transparency from both the government and oil companies.
As a nonprofit journalism organization, we depend on your support to fund more than 170 reporting projects every year on critical global and local issues. Donate any amount today to become a Pulitzer Center Champion and receive exclusive benefits!
Globalnyt i Sydsudan: Hun kæmper for at stoppe olieforureningen i et land uden miljølov
I 14 år har parlamentarikeren Ayen Mijok Kiir forsøgt at få regeringen til at bremse landets olieforurening. Men det er en kamp i modvind i et land uden miljølovgivning.
Juba, Sydsudan. Hun havde printet billederne ud. Ayen Mijok Kiir, parlamentsmedlem og First Deputy Speaker i Sydsudans statsråd, kunne ikke vente længere.
Siden 2012 havde hun råbt op: Hvorfor gjorde ingen noget ved olieforureningen, der i årevis har forurenet naturen, og som hun og mange andre er overbevist om forårsager ufrivillige aborter, spædbørnsdødelighed og misdannede babyer?
Dette er tredje og sidste artikel i serien om Sydsudans olieindustri
Pulitzer Center Update
2026 Impact Seed Fund Grantees Will Turn to Pulitzer Center Reporting for Inspiration
Læs seriens første artikel: Landsbyen med den vigtige olie og det giftige vand
Læs seriens anden artikel: På et hospital søger man forklaring på de deforme babyer
Nu bankede parlamentsmedlemmet på døren til præsidentkontoret, overbevist om, at olieforureningen én gang for alle måtte bremses.
I hånden havde hun medbragt en stak billeder af misdannede babyer, hun havde tænkt sig at overrække præsidenten. Nogle manglede et ben. Andre havde rygmarvsbrok. Endnu andre havde forvoksede hoveder.
Der findes ingen forskning, der med sikkerhed kan dokumentere en sammenhæng mellem olieforureningen i Sydsudan og børn født med deformiteter.
Men Ayen Mijok Kiir er ikke i tvivl:
”Der er intet andet end olie, der kan være årsagen til dette. Vi har set det i andre lande, f.eks. i Nigeria, hvor der er olieforurening. Og når vi ser lækagen fra olieanlæggene i Sydsudan, er jeg ikke i tvivl.”
Bag døren ventede landets første og eneste præsident, Salva Kiir, bag skrivebordet.
Hun bankede på:
”Jeg talte med ham og viste ham billederne. Han blev meget irriteret. Herefter indkaldte han til et hastemøde, ikke kun med olieministeren, men med alle interessenter, både miljøministeren, sundhedsministeren og en repræsentant fra olie- og gaskommissionen. Præsidenten spurgte: ’Hvad er årsagen? Hvorfor er rapporten ikke udkommet?’
Præsident Salva Kiir, der ikke er familiært beslægtet med parlamentsmedlemmet Ayen Mijok Kiir, henviste til en miljørapport, som skulle være udarbejdet helt tilbage i 2019.
En særligt nedsat ekspertkomité var dengang rejst til Sydsudans olieproducerende regioner for at kortlægge, om landets olieproduktion, som det i årevis har været hævdet, har negative sundhedsmæssige konsekvenser for befolkningen i områderne.
Præsidenten forstod ikke, hvorfor ekspertkomitéens rapport ikke havde set dagens lys, og over for Ayen Mijok Kiir garanterede han, at den ville udkomme i løbet af én måned.
I dag, to år efter hendes møde med præsidenten, er rapporten stadig ikke offentliggjort.
Trods gentagne advarsler fra politikere, journalister, NGO’er og lokalbefolkningen i de olieproducerende områder har de ansvarlige myndigheder i Sydsudan i årevis siddet på hænderne.
Uafhængige miljøvurderinger og folkesundhedsundersøgelser er en mangelvare, ligesom staten ikke har formået at beskytte befolkningen mod udslip fra oversvømmede olieinstallationer, der har fået olien til at sprede sig i drikkevandet.
Mørketal
Vi møder Ayen Mijok Kiir i parlamentsmedlemmets hjem, en forstadsvilla i hovedstaden Juba. Vi tager plads i bløde lædersofaer og får serveret pistacienødder og dadler på en bakke.
På forhånd har vi sendt parlamentsmedlemmet en håndfuld spørgsmål, så hun har kunnet forberede sig på interviewet:
”Da jeg læste jeres spørgsmål relateret til miljø, tænkte jeg: ’Hvilken forskel vil det overhovedet gøre, at jeg taler om det igen?’ Jeg har talt så meget, lavet en masse interviews, og der er slet ikke sket noget. Men okay, siden I er kommet hele vejen hertil, burde jeg ikke lade som om, jeg ikke er her,” siger Ayen Mijok Kiir med lav, afklaret stemme.
Hun betragter den olierige Ruweng-provins som sine ”forfædres jord”.
Og på trods af den manglende forskning på området er hun overbevist om, at olieforureningen længe har misformet hendes hjemstavn. Hun vender tilbage til de fotografier, hun viste præsidenten.
Hvilken forskel vil det overhovedet gøre, at jeg taler om det igen?
Ayen Mijok Kiir
”Du vil se, at udseendet på disse børn ikke er sammenligneligt med normale mennesker. I mit område kender jeg flere, endda slægtninge, der føder børn med misdannelser. De mangler dele af kroppen, eller så er hovedet for stort til, at barnet kan overleve, eller maven er unormal. Der er så, så, så mange tilfælde, og kvinderne aborterer langt oftere end før.”
Parlamentsmedlemmet har de seneste år fremsat adskillige motions (forslag, red.) i Sydsudans statsråd, det ene af landets to kamre. Særligt i 2019 var der et åbent vindue, fortæller hun:
“Jeg nævner især 2019, for på dét tidspunkt var der positiv respons fra flere sider om, at noget måtte gøres. På mindre end ét år blev mere end 10 børn født med misdannelser, så vi var alarmerede.”
Som følge af Ayen Mijok Kiirs motion blev den førnævnte ekspertkomité nedsat, men da det viste sig, at dennes rapport havde lange udsigter, fremsatte hun straks efter en ny en af slagsen:
“Nogle af de 10 børn var i live, så vi bad om at få dem overført her til Juba. Nogle af børnene, otte, så vidt jeg husker, blev sendt til Sydafrika for at undersøge, hvad der var galt med dem. Der er nemlig altid uenighed mellem lokalsamfundene og olieministeriet. Ministeriet vil altid sige, at deformiteterne ikke skyldes forureningen. Så siger vi: ’Jamen, hvad er det så, der forårsager det her?’”
I Sydsudan findes intet register over antallet af børn, der årligt fødes med deformiteter. Ayen Mijok Kiir er dog sikker på, at der findes langt flere tilfælde, end man umiddelbart har kendskab til på hospitalerne:
“Der er altid uenighed mellem lokalsamfundene og olieministeriet. Ministeriet vil altid sige, at deformiteterne ikke skyldes forureningen.”
Ayen Mijok Kiir
”I vores traditionelle kontekst, før olieproduktionen startede, ville en familie skille sig af med barnet, hvis det blev født med en misdannelse. I det traditionelle setup betragtes det nemlig som en forbandelse, og derfor når kun få tilfælde til hospitalet. Hvis familier bor langt fra sundhedsfaciliteterne, vil de fleste bare begrave barnet uden at rapportere det nogen steder,” siger hun.
Arvegods fra nord
For at forstå, hvorfor olieforureningen i Sydsudan 14 år efter Ayen Mijok Kiirs første motion stadig ikke er blevet taget hånd om, må man dykke ned i landets endnu dugfriske historiebøger.
I 2011 blev Sydsudan udklækket som verdens yngste land.
Efter årtiers uafhængighedskrig mod det nordlige Sudan, der havde gjort umanerlig lidt for at sikre grundlæggende infrastruktur og økonomisk og social udvikling i den sydlige del af landet, løsrev Sydsudan sig og fejrede med pomp og pragt sin selvstændighed.
Lykken varede dog kort. Blot to år senere blev festfyrværkeri afløst af krudt og kugler under den sydsudanske borgerkrig, der varede fra 2013 til 2018.
”Det er vigtigt for jer journalister og enhver anden, der prøver at forstå dynamikkerne i Sydsudan, at huske på, hvor vi kommer fra. Vi er et land, der er født ud af krig. Efter selvstændigheden tog det ikke lang tid, før vi faldt tilbage i vores egne, interne konflikter. Desuden lider vi også af andre dynamikker, som er skabt ved oversvømmelserne, heriblandt fordrivelseskriserne og fattigdommen.”
Den sydsudanske politiker, som selv tilbragte meget af sin barndom i Sudans hovedstad, Khartoum, tilføjer, at Sydsudan også arvede en tradition for dårlig regeringsførelse:
”Vi fandt ud af, at midlerne i Sudan ikke var blevet retfærdigt distribueret, og vi arvede efterfølgende deres måde at gøre tingene på.”
“Vi er et land, der er født ud af krig. Efter selvstændigheden tog det ikke lang tid, før vi faldt tilbage i vores egne, interne konflikter.”
Ayen Mijok Kiir
Da vi besøger forstadsvillaen i Juba, er Sydsudans Jonglei-provins og flere andre regioner hærget af væbnet konflikt. Regeringshæren, militser og drabelige opgør mellem konkurrerende kvæghyrdesamfund skaber nu igen borgerkrigslignende tilstande:
”Dét, jeg prøver at sige, er, at det er svært at bedømme regeringens mandat, når man ser på den situation, vi befinder os i. Vi er ikke et stabilt land. Der er udfordringer med allokeringen af midler til diverse områder. Ikke, fordi regeringen ønsker, det skal være sådan. Men fordi vi er presset til at prioritere sikkerhedsområdet.”
Og det er i dét perspektiv, man nødvendigvis må anskue oliekatastrofen og de misdannede babyer i Ruweng, Unity State og landets nordlige, olierige regioner, mener Ayen Mijok Kiir.
For også olieinstallationerne var arvegods fra naboen mod nord:
“Sudans regering var ikke så fokuseret på at sikre, at man beskyttede vores miljø og indbyggere i de områder, hvor man udvandt olien. De havde mest af alt brug for ressourcerne. Råolien transporteres i dag stadig til Sudan, mens vi må tage os af affaldet.”
Parlamentsmedlemmet henviser her til årelange anklager om, at olieselskaber skulle sende olieaffald og giftige kemikalier tilbage til Sydsudan, efter at råolien er blevet raffineret i Port Sudan.
I 2018 mente en række sydsudanske politikere, at de havde set 36 skibscontainere fyldt med kemikalier, som efter sigende var blevet fragtet over grænsen fra Sudan.
Ikke blind for kritik
Men det er nu ikke, fordi den sydsudanske politiker er blind for, at også hendes egen stat bærer et overordentligt stort ansvar for oliekatastrofen. Ordret lyder det, at Ayen Mijok Kiir ikke vil ”retfærdiggøre” de seneste mange års passivitet:
”Jeg kan ikke rigtig bruge den samme, gamle undskyldning. At det var på grund af vores udfordringer, og at vi ikke har haft tid nok. Vi kunne have gjort mere. For ja, selvom der har været konflikter, så kunne vi have rettet op på nogle af disse ting.”
Og på et tidspunkt var der faktisk noget, der pegede i den rigtige retning i oliesektoren.
Det kom således Ayen Mijok Kiir for øre, at landets olieministerium ville implementere nye, teknologiske løsninger i olierørene:
“Jeg kan ikke rigtig bruge den samme, gamle undskyldning. At det var på grund af vores udfordringer, og at vi ikke har haft tid nok. Vi kunne have gjort mere.”
Ayen Mijok Kiir
”Jeg hørte, at de ville indsætte nye apparater i rørene, som ville kunne opdage lækager. På den måde ville de være i stand til at forebygge og reparere rørene, før de blev beskadiget.”
Men sådan skulle det ikke gå:
”Igen er grunden de dynamikker, jeg beskrev før. På grund af de økonomiske vanskeligheder og væbnede konflikter i de olieproducerende områder kunne regeringen ikke fokusere på at gøre det, de skulle gøre,” siger hun og tilføjer:
“Det er, som om olieministeriet altid reagerer på en situation. Først når der rapporteres en lækage, eller når et rør er sprunget, forsøger de rent faktisk at løse problemet.”
Nile Petroleum Corporation (Nilepet) er navnet på Sydsudans statslige olie- og gasselskab, der foruden selve olieproduktionen og søgning efter nye forekomster også er ansvarlig for at regulere olieindustrien.
Udfordringen er blot, at regeringen stort set ikke har tildelt Nilepet nogen beføjelser til at regulere olieindustrien.
Det forklarer Bul Duot Kuer, ph.d.-studerende ved Kenyatta University i Kenya og forfatter til flere akademiske artikler om Sydsudans olieindustri, til Globalnyt:
”Håndhævelsen af olielovgivningen er begrænset af Nilepets manglende kapacitet. Institutionen har ikke kapacitet til at føre tilsyn. Selvom det er det, der står på papiret, så fører de reelt ikke tilsyn.”
Jævnfør Sydsudans Petroleum Act (2012) og Petroleum Revenue Management Act (2013) har landets olieproducerende lokalsamfund ret til tre procent af landets olieindtægter, mens olieproducerende delstater kan gøre krav på to procent.
Alt tyder dog på, at hverken samfund eller stater har set skyggen af oliepenge.
I Unity State, en af de største olieproducerende stater i landet, er de offentlige ydelser begrænset til et absolut minimum. Regionale kontorer og ministerier består af faldefærdige bygninger, ofte uden vand- og strømforsyning.
Mens Sydsudan trods alt kan fremvise en olielovgivning, så er det mere, end hvad man kan sige om landets miljølovgivning. Den findes nemlig slet ikke.
Der er således ingen juridisk ramme, der på nationalt plan beskytter landets enestående natur, herunder det verdensberømte Sudd-vådområde, eller de mennesker, der lever i den.
Også her venter Ayen Mijok Kiir på svar fra regeringen:
”Det er en udfordring, vi prøver at blive klogere på fra regeringen. Det blev sagt for længe, længe siden, at miljølovgivningen snart var klar, og hver gang høres det, at processen er gået i stå i justitsministeriet, men at den kommer lige om lidt. Kan I se, hvad jeg mener?”
Det begynder at stå klart, hvorfor Ayen Mijok Kiir var skeptisk, da hun før interviewet læste vores spørgsmål, der relaterede sig til landets miljøproblemer.
I 14 år har hun kæmpet en forgæves kamp for, at Sydsudans borgere skal leve et liv uden olieforurening.
Og det er en kamp, hun fortsætter med at kæmpe, forsikrer hun:
”Vi fortsætter med at sige fra. Vi har aldrig været tavse om, hvad vi ser i vores områder.”
Globalnyt har rakt ud til Sydsudans olieministerium og Greater Pioneer Oil Company (GPOC), der udvinder olien i det nordlige Sydsudan, men de ønsker ikke at stille op til interview.
