Story
August 19, 2026
The South Sudan Village with the Valuable Oil and the Toxic Water (Danish)
Country:
For decades, Unity State, South Sudan, has been plagued by a series of interrelated challenges: Land...
This article was originally written in Danish and published in GlobalNYT. The key points of this article are presented in English below, followed by the original version of the story. For a full English version of this article, please click on the “Translate page with Google” button on the upper right-hand side.
Key Points
- In South Sudan's unregulated oil fields, local people live with severe pollution. The country's oil has had a devastating impact on children's health.
- During the civil war in South Sudan, which formally lasted from 2013 to 2018, refugees sought safety in the well-protected Unity Oil Field in Rotriak.
- Life in the village was never easy, but things got worse in summer 2021, when severe floods devastated large parts of South Sudan.
- Global News has traveled to South Sudan to understand the connections between the country's oil production and conflict, corruption, and ordinary lives.
As a nonprofit journalism organization, we depend on your support to fund more than 170 reporting projects every year on critical global and local issues. Donate any amount today to become a Pulitzer Center Champion and receive exclusive benefits!
Globalnyt i Sydsudan: Landsbyen med den vigtige olie og det giftige vand
I Sydsudans uregulerede oliefelter lever lokalbefolkningen med voldsom forurening. Dette er første artikel af tre fra verdens yngste land.
Rotriak, Sydsudan: Er man højere end 160 centimeter, skal man dukke hovedet, når man træder indenfor i Angelina Gatluaks hjem. Husets eneste rum er sammensat af kraftige træpinde. Nær den enlige seng pjatter fem småbørn omkring, ansigterne indsmurt i lige dele snot og snavs.
Toårige Gatwech er ikke som de andre børn. Drengens lemmer er uregerlige, og øjnene ruller rundt i hovedet på det bukseløse barn. Gatwech er født i Unity Oil Field, hvor råolie og kemikalier trænger ind i drikkevand, husdyr og vegetation og derfra ind i en lokalbefolkning, der oplever, at stadig flere børn fødes med misdannelser.
”Nogle gange er det for følelsesladet. Jeg græder. Hvorfor gør Gud det her mod mig? Jeg har ikke kræfterne til at opdrage dette barn,” siger moderen, Angelina Gatluak.
Gatwech betyder direkte oversat ’Søn af nationen,’ og drengens tilstand afspejler på mange måder Sydsudan, der 15 år efter landets selvstændighed befinder sig i en potpourri af kriser.
Men samtidig med at landets olieindustri er uundværlig for at indfri det fattige lands drømme om fremgang, har den sorte væske ødelæggende indvirkning på børn som Gatwech.
Globalnyt er draget til verdens yngste land for at forstå sammenhængene mellem landets olieproduktion og konflikt, korruption og helt almindelige tilværelser.
Dette er den første i en serie på tre artikler, der besøger moren i landsbyen, lægen på hospitalet og parlamentarikeren i hovedstaden.
Endeløse rørledninger
I vejkanten sænker en kalashnikov-bærende mand et tyndt, slidt reb, der udgør en simpel vejspærring. Vi har fri passage. Chaufføren sætter firehjulstrækkeren i gear, og vi kører ind i Unity Oil Field, Sydsudans kulsorte skattekammer.
Kun enkelte, halvvisne træer bryder det flade og tørre landskab, inden hvide olieinstallationer nu toner frem.
Fra klodsede oliebrønde, hvor olien pumpes op af jorden, løber lange rørledninger mod horisonten. De slutter først i Port Sudan, 1400 kilometer borte ved Det Røde Hav.
Rørledningerne er Sydsudans bankende hjerte. Olie udgør ifølge Verdensbanken mere end 90 procent af statens indtægter, og stort set hele landets eksport.
Jordvejen skærer igennem oliefeltet og fører os fluks forbi store, åbne bassiner, før vi passerer indhegnede kontorbygninger fra Greater Pioneer Operating Company (GPOC), der sidder på broderparten af Sydsudans olie. Virksomheden ejes af kinesiske og indiske investorer, mens Sydsudans statslige olieselskab, Nilepet, sidder på fem procent.
Længere inde i oliefeltet åbenbarer sig langsomt konturerne af Rotriak. Den forvoksede landsby består af huse sammensat af presenninger og plastic og af små boder, hvorfra der sælges cigaretter og tyggegummi. Dyttende motorcykler farer omkring, overlæssede med trækul og passagerer.
Under borgerkrigen i Sydsudan, der formelt varede fra 2013-2018, flygtede folk i retning af én ting: sikkerhed. Den var dog svær at finde, for store dele af landet var forvandlet til et komplekst edderkoppespind af væbnede grupper, som af politiske, etniske og økonomiske årsager bekrigede hinanden.
Èt sted var dog relativt sikkert, nemlig Unity Oil Field, hvor GPOC beskyttede sin olieproduktion med næb og klør. Det velbeskyttede oliefelt tiltrak flygtninge i en grad, så Rotriak fra den ene dag til den anden voksede fra at være en beskeden landsby til at tælle cirka 30.000 indbyggere, der nu bor ved siden af og iblandt olieinstallationerne.
Vandet spredte olien
Livet i landsbyen var aldrig nemt, men ondt blev i sommeren 2021 værre, da voldsomme oversvømmelser hærgede store dele af Sydsudan og særligt den delstat, som Rotriak ligger i.
Unity State, hedder delstaten, ligger i Sudd-marsken, et af verdens største og mest unikke vådområder, hvor der til alle tider har været sæsonbestemte oversvømmelser, som den nomadiske befolkning har flyttet sig efter.
Men i 2021 trak vandet sig ikke tilbage igen, husker Anna Nyashing Bul:
“Vi var tvunget til at flytte. Vi tog derhen, hvor der var højland, og når vandet kom, flyttede vi os igen. Vi kom her til Rotriak, da det var det eneste sted, der ikke stod under vand. Vi vidste ikke, her var forurenet,” siger hun.
I Unity State, hvor op imod 70 procent af al land var oversvømmet, blev Rotriak for mange et midlertidigt helle. Landsbyens dige fik oversvømmelsesramte borgere som Anna Nyashing Bul til at slå sig ned.
Men diget til trods, så undgik Rotriak ikke at lide samme skæbne som størstedelen af regionen. Ekstreme vandmasser skyllede beboernes kvæg, afgrøder og livsgrundlag bort, og pludselig var de nedslidte olieinstallationer oversvømmet.
Ifølge en rapport udarbejdet af den hollandske freds- og menneskerettighedsorganisation, PAX, stod mere end 150 oliebrønde i forskellige dele af Sydsudan i længere perioder under vand.
Olien spredte sig til jorden, hvor folk dyrker deres afgrøder, og vandet, hvor Anna Nyashing Bul og hendes datter drak:
”Vandet er forurenet. Jeg har selv set det. Sidste år gik vi ud for at skære noget højt græs, men da der ikke var vand, gik vi videre til et lille vandfald i skoven, hvor vi drak. Jeg kunne se et tyndt, sort lag i vandet, men vi havde ikke andet at drikke. Vandet gav os diarré.”
Men det er ikke kun diarré og småsygdomme, indbyggerne i Rotriak kæder sammen med olieudslippet. I landsbyen er mange overbeviste om, at olien er skyld i langt mere alvorlige komplikationer.
Globalnyt har interviewet jordemødre, læger, hospitalsdirektører og helt almindelige indbyggere i Rotriak, der alle fortæller den omtrent samme historie: Siden oversvømmelserne fødes børn oftere med handicap og deformiteter. Andre beretter om mavesygdomme forårsaget af områdets forurenede drikkevand.
Lueng
I sit lille hjem er Angelina Gatluak da også sikker på, at hendes søn Gatwech’ handicap skyldes olieforurening. ”Lueng”, svarer hun prompte, da Globalnyt spørger, hvorfor hun tror, hendes søn er født uden evnen til at gå, tale, eller spise selv.
Lueng er nuer og bør forstås som ’forurening’, forklarer den sydsudanske forsker, Marko Gatkuoth, der kommer fra Unity State og har beskæftiget sig indgående med konceptet.
Forskeren betegner lueng som et socialt, kulturelt og religiøst begreb, der for nuerne indkapsler konsekvenserne ved at befinde sig i en tidsånd præget af olieudvinding og tilbagevendende krig:
”Lueng er en generel betegnelse. Det er noget, der er skadeligt at beskæftige sig med, hvad enten i konkret eller overført betydning. Der er på nuer ingen specifik betegnelse for olieforurening, men lueng bruges, når noget ikke er egnet til menneskeligt forbrug.”
Angelina Gatluak mener, hun har gjort, hvad hun kan for at blive klogere på drengens forfatning:
”De fleste af lægerne, jeg tog til, tog bare blodprøver og malariatest. De har ikke givet mig tilstrækkelig information om, hvad der er galt med barnet. Dét, jeg forstår, er, at han har et problem i hjernen”, lyder det.
Kvinden hiver et par krøllede papirer frem fra en konvolut. Det er drengens sygejournal.
”Anormalitet” står der, og ”sirup”, for han har engang fået noget siruplignende medicin for at dulme en hoste. Ikke meget andet.
Biosfæren forurenet
Der findes ingen forskning, der entydigt kan dokumentere en sammenhæng mellem olieforureningen i Rotriak og handicap som det, toårige Gatwech og efter sigende stadig flere børn i nabolaget fødes med.
Globalnyt har anmodet Verdenssundhedsorganisationens (WHO) Sydsudan-kontor om data på området, hvortil WHO svarer, at der ”ikke er fundet statistisk belæg for usædvanlige stigninger i fødselskomplikationer, aborter eller medfødte misdannelser i Unity State.”
Hertil bør dog nævnes, at Unity State er på størrelse med Holland, og at WHO’s data ikke tager højde for stigninger i enkelte områder, men blot sammenligninger Sydsudans ti stater med hinanden.
I Unity State betyder den manglende videnskabelige evidens dog ikke det store. Her er mange overbeviste om, at vandet gør folk syge.
Og det er ikke så mærkeligt, for vandet i Rotriak er så afgjort forurenet. Det bekræfter dugfrisk forskning.
I et studie publiceret i april 2026 har forskere analyseret vandkvaliteten i og omkring Rotriak og fundet ”vedvarende overskridelser af normale bly- og kulbrinteniveauer i både Nahm- og Abuk-floderne”, som tyder på ”betydelig forurening.”
Globalnyt møder en af studiets tre forfattere, den sydsudanske ph.d-studerende Bul Duot Kuer, som er tilknyttet Afdelingen for miljøstudier på Kenyatta University i Kenya. Han har i flere år forsket i olieproduktionens mange forgreninger i Unity State og skildrer minutiøst sit feltarbejde i netop Rotriak:
”Mange af træerne er forsvundet. De dør. Der er nogle planter, men hvis du vil plante afgrøder eller andre ting, der burde kunne dyrkes, kan det ikke lade sig gøre.”
Bul Duot Kuer fortsætter:
”Og køerne, de dør overalt på grund af det, der er sket med vegetationen og græsarealerne. Hele biosfæren er forurenet,” lyder det fra den ph.d.-studerende, som også har undersøgt de socioøkonomiske implikationer af olieproduktionen i Unity State.
Disse betegner han som et tveægget sværd.
For mens olien måske nok har ”moderat forbedret” jobmulighederne og gennemsnitsindkomsten i landsbyen, så har Unity State ikke set meget til de to procent af olieindtægterne, som provinsen jævnfør landets Petroleum Act (2012) og Petroleum Revenue Management Act (2013) har krav på.
Penge, der burde gå til sundhed, uddannelse og såkaldte ”afbødende foranstaltninger for at sikre bæredygtig olieudvinding i området”, som Buel Duot Kuer formulerer det, er angiveligt pist væk:
”Vi ved ikke, hvor de to procent havner. Det kan hos være folk i Juba (hovedstaden, red.), der har lavet en bande, eller hvor som helst. Vi ved det ikke,” siger Bul Duot Kuer.
Olien skulle bygge veje
Det uafhængige sydsudanske forskningscenter The Sudd Institute udgav i 2018 en rapport, der konkluderede, at landets olieproducerende lokalsamfund er gået glip af i alt 305 millioner Dollars (ca. to milliarder kroner, red.).
Beløbet er siden kun vokset.
Transparency International kårede i 2025 Sydsudan som verdens mest korrupte land, og landets regering er et fragmenteret resultat af borgerkrigens fredsaftale fra 2018, der etablerede en regering med hele fem vicepræsidenter, én for hver af krigens parter.
Sydsudans præsident, Salva Kiir, har for vane hyppigt at skifte ud på diverse regeringsposter.
I februar blev den tidligere finansminister Bak Barnaba Chol anholdt dagen efter, at han var blevet afskediget af præsidenten. Chol havde været i embedet i tre måneder og blev tilbageholdt, mens han flygtede over grænsen til Uganda med en rygsæk med 30.000 dollars, som svarer til cirka194.000 kroner.
Den mest bemærkelsesværdige afskedigelse faldt dog i november 2025, da Benjamin Bol Mel, vicepræsident og særlig økonomisk rådgiver til præsidenten, til manges overraskelse fik stukket en fyreseddel i hånden.
Bol Mel var hovedarkitekten bag det kontroversielle Oil to Roads Project, der skulle omdanne landets olieindtægter til veje, en nødvendighed i et land, der er på størrelse med Frankrig, men blot kan prale af 400 kilometer asfaltvej. Frankrig har til sammenligning over en million kilometer asfaltvej.
Oil to Roads-projektet har dog bygget forbavsende få veje. FN’s menneskerettighedsråd har fordømt det som et ”redskab til korruption og politisk beskyttelse”, der kan karakteriseres ved ”uigennemsigtige indkøbsprocesser, ukonkurrencedygtige kontrakter og kanalisering af offentlige midler til politisk forbundne virksomheder ejet af den politiske elite, særligt Benjamin Bol Mel.”
Alt tyder altså på, at regeringen har hænderne fulde, og at førsteprioriteten næppe er den fattige, olieforurenede befolkning i Rotriak, mener forskeren Bul Duot Kuer:
”I Rotriak har 90 procent af dem, vi har interviewet, svaret, at de er blevet forsømt af regeringen. Velfærdsydelser, der burde være der, findes ikke. Der er ingen statslige sundhedsklinikker. Skoler, ja, men de fungerer ikke efter hensigten, for lærerne kan gå op til fire-fem måneder uden løn.”
I sit lille hus fortæller Gatwechs mor Angelina Gatluak, at hun også har kendskab til andre børn i området, der er født med handicap.
Hun efterlyser flere uvildige undersøgelser for at konkludere, om det virkelig er olien, der er skyld i sønnens misdannelser. Og så ønsker hun hjælp udefra til at beskytte lokalbefolkningen mod den olie, der har sneget sig ind i deres mad og drikkevand.
”Folk, der har kapacitet til at undersøge situationen og forstår sig på det her, må komme ind og samarbejde med regeringen om at fjerne forureningen.”
